Visuel tænkning
Visuel tænkning
Evnen til at konstruere eksperimenter udvikler Krogh allerede som barn, hvor hans favoritlæsning er Lütkens ”Opfindelsernes Bog” og A. Paulsens ”Naturkræfterne”. Han gentager eksperimenterne, og kan han ikke skaffe delene til dem, så fremstiller han selv det, han mangler. Den evne danner grundlaget for at designe forsøgsopstillinger senere hen.
Hans kompagnon i insulineventyret Hans Christian Hagedorn beskriver Kroghs evner således i et mindeskrift:
”Han brugte meget enkle forsøgsopstillinger, hvor han ofte benyttede sig af af ham selv blæste glasapparater, der fastgjordes med modellervoks o. lign. på meget primitiv måde. Når han skulle ændre eller rette noget på de simple apparater, nærmede hans slanke hånd sig med bevægelser, der var påfaldende langsomme og få, men som med forbavsende sikkerhed førte til det ønskede resultat. Stundom var den art opstillinger sådanne, at næppe andre end han selv havde dygtighed nok til at bruge dem.”
Samtidig evner Krogh, hvad han selv kalder visuel tænkning. Han beskriver i sine dagbøger allerede i 1896, hvordan han ligger i sengen, inden han falder i søvn, og tænker over, hvordan måleudstyr skal sættes sammen og se ud. Derefter beskriver han, hvordan han kan frembringe klare synsbilleder af meget kompliceret apparatur, så han kan tilpasse forsøgsopstillingen, så den fungerer perfekt i synsbilledet, før han begynder den endelige tegning af opstilling og apparatur.
Og han bliver liggende i sengen i stedet for at stå op og lave en tegning. I den tilstand lader han ideerne strømme frit, indtil han har gjort opstillingen fuldstændig færdig. Evnerne til at tænke ud af boksen og bruge hænderne kommer Krogh til gavn karrieren igennem. Med opfindelsen af mikrotonometeret lykkes det ham at måle iltindholdet i blod med hidtil uset præcision. Konstruktionen af cykelergometer og vippespirometer danner grundlaget for at måle forbrændingen hos idrætsfolk. Og med opbygningen af et mikroskopkamera lykkes det at filme kapillærernes – de bittesmå blodkars – åbne- og-lukkemekanismer.
For at vise Kroghs genialitet og kompromisløshed – til tider grænsende til galskab – skal vi hen til kort før hans død i 1947, hvor han arbejder sammen med forsker og protegé Torkil Weis-Fogh for at undersøge stofskiftet hos flyvende insekter. På det tidspunkt er vandregræshopper et stort problem i områder, hvor man har ryddet skov for at skabe landbrug. Krogh og Weis-Fogh vil derfor finde ud af, under hvilke klimatiske forhold græshopperne letter, så man kan sprøjte dem med gift på det helt rigtige tidspunkt.
Det lykkes Krogh at konstruere en opstilling, så insekter flyver foran en vindtunnel, men han har svært ved at måle deres stofskifte og de klimatiske forholds virkning. De to konstruerer derfor et respirationskammer bestående af en beholder, hvor luften kan cirkuleres af en pumpe og sende en luftstråle mod toppen af insektets hoved. På den måde kan de få græshopperne til at flyve halvanden time i træk samtidig med, at de måler deres stofskifte.
De to konstruerer derefter en græshoppekarrusel, hvor insekterne er monteret på et stort vandret ophængt hjul på to meter i diameter – med tynde eger, der går ud fra et nav i midten. Græshopperne er fastspændt, så man kan måle den hastighed, de flyver med under forskellige klimatiske forhold. Nederst på navet er fastgjort en 16-vinget vindmølle, som bliver drevet af fire luftstråler, præcis nok til at opveje luftmodstanden af karrusellen inkl. de fastgjorte ting.
Teksterne er stærkt inspireret af historier fra Bodil Schmidt-Nielsens inspirerende bog om hendes forældre ”August og Marie Krogh: et fælles liv for videnskaben”. Tak til professor Tobias Wang, Aarhus Universitet og professor Jørgen Wojtaszewski, Københavns Universitet og the August Krogh Club for grundig faglig korrektur af teksterne på websitet.
