Insulin-sagen

For 100 år siden var diagnosen diabetes nærmest en dødsdom. Den eneste behandling var at spise en kulhydratfri kost. Det betød, at man i løbet af få år døde af diabetes eller sult. Opdagelsen af insulin i 1921 var derfor et mirakel, der ændrede diabetes fra en dødelig sygdom til en, man kunne leve med. Miraklet gjorde ved en tilfældighed Danmark til centrum for udvikling af diabetesbehandling. Det hele startede med den danske fysiolog August Krogh.

August Krogh får i 1920 Nobelprisen, og i den anledning bliver han indbudt til at holde en foredragsrække på østkysten i USA. Han kommer ikke afsted på turen før efter et par år, fordi hans kone Marie har fået diabetes. I 1922 er hun dog frisk nok til at komme med på rejsen. Og ved en privat middag i Boston fortæller diabeteslægen Eliot P. Joslin Marie, at canadiske forskere fra University of Toronto har isoleret insulin fra hundes bugspytkirtler, så man nu kan behandle diabetespatienter med stoffet.

Marie overtaler August til at skrive til Toronto til professoren bag opdagelsen, John Macleod. Krogh forklarer professoren, at hans ven Hans Christian Hagedorn er specialist i diabetes og vil kunne være interesseret i at sikre en produktion i Skandinavien. Det er utvivlsomt Kroghs renommé som forsker, der hjælper ham med at få rettighederne til at udvikle og producere insulin i Skandinavien.

Marie – som selv er læge og forsker – har allerede, inden de er tilbage i Danmark, taget yderligere skridt. Hun skriver allerede under rejsen til Hagedorn, at nu findes det her stof, og at August formentlig vil komme hjem med det.

August Krogh ved, at han står med en historisk mulighed og et historisk ansvar for at ændre livet for tusinder af uhelbredeligt syge diabetikere i Danmark og det øvrige Norden. I et festskrift med titlen ”Insulin-sagen” fra 1924 skriver han om hele forløbet med at få tilladelserne i hus og sin egen rejse til Canada:

”Det kom hurtigt til at staa mig klart, at det vilde være af stor værdi at skaffe insulinet frem i Danmark…”

Mens Krogh er videnskabsmand, så er Hagedorn en ung ambitiøs reservelæge. Han har patienter og ved noget om diabetes.

Det er dog ikke noget særlig godt insulin, der på det tidspunkt kunne laves i Canada, men Krogh har både evnerne og viljen til at gøre det bedre. Og takket være Kroghs dygtighed til at fremstille rent og standardiseret insulin, går der kun tre måneder, fra de er kommet hjem, til de skal give den første patient insulin.

Hagedorn er ansat på Kommunehospitalet i København, og der får de mennesker med diabetes ind, og de er ofte meget dårlige. Hagedorn snakker med sin chef om, han må få lov at give det til en meget dårlig diabetiker, som må forventes at dø alligevel.

De giver stoffet, og det virker, som det skal. Det tårnhøje blodsukker hos patienten falder. Desværre er patienten så dårlig i øvrigt, at vedkommende ikke overlever, men Krogh og Hagedorn har vist, at stoffet virker efter hensigten. Ugen efter begynder de så at behandle, og de næste 6 patienter klarer sig udmærket og lever i mange år bagefter og bliver Hagedorns patienter.

Penge har de dog ingen af. Så de er nødt til at finde nogen, der kan skyde penge i sagen og som ved noget om at masseproducere medicin og sælge det. Så de får fat i August Kongsted, som på det tidspunkt er apoteker på Løve Apoteket men samtidigt ved at starte Løvens Kemiske Fabrik op.

De tre lægger nu sammen grunden til Danmarks første insulinvirksomhed – Nordisk Insulinlaboratorium – der senere bliver til Novo Nordisk. I forlængelse af at de indgår en aftale om udvikling, produktion og salg af insulin, bliver Nordisk Insulinfond dannet. Krogh har nemlig indgået en mundtlig aftale med Insulinkomiteen i Toronto: overskuddet fra salget af insulin skal, ud over at drive og udvikle kerneforretningen, gå til videnskabelige og humanitære formål.

Nordisk Insulinlaboratorium under opførelse.

På den måde får man fra starten placeret selskabet og dets forpligtelser i en fondsstruktur. Hagedorn, Krogh og Kongsted udgør den formelle ledelse i såvel selskab som fond, og selv om der er store personlige forskelle mellem de tre karismatiske mænd, er de enige om én ting: videnskaben og samfundssindet skal gå hånd i hånd. Netop derfor bliver de særlige videnskabelige og samfundsmæssige forpligtelser, der følger med at producere livsvigtig medicin, en del af virksomhedens DNA.

Arbejdet med at producere insulin bliver også hurtigt så stort, at Hagedorn ikke samtidig kan være reservelæge på Kommunehospitalet. Han må sige sin stilling op. Dermed kan han ikke længere følge, om insulinet virker ordentligt. Han etablerer derfor i 1932 et hospital til diabetesbehandling. Niels Steensens Hospital bliver Danmarks første diabeteshospital og endnu senere til Steno Diabetes Center.

Insulinet redder Marie Krogh. Hun lever og forsker sammen med August, indtil hun som 69-årig dør af brystkræft.

I 1924 – allerede året efter starten – mister Nordisk Insulinlaboratorium to nøglemedarbejdere. Hagedorn rager uklar med sin driftschef Thorvald Pedersen. Thorvald bliver fyret, og hans bror Harald, der er August Kroghs maskinkonstruktør, siger op i protest. Sammen grundlægger Thorvald og Harald Novo Terapeutisk Laboratorium. Det bliver startskuddet til en af Danmarkshistoriens længste rivaliseringer mellem de to virksomheder – Novo og Nordisk – og den fortsætter til, de fusionerer igen 65 år efter i 1989.

Novo Terapeutisk Laboratorium på Fuglebakken.

Teksterne er stærkt inspireret af historier fra Bodil Schmidt-Nielsens inspirerende bog om hendes forældre ”August og Marie Krogh: et fælles liv for videnskaben”. Tak til professor Tobias Wang, Aarhus Universitet og professor Jørgen Wojtaszewski, Københavns Universitet og the August Krogh Club for grundig faglig korrektur af teksterne på websitet.