En leg for livet

Det er ikke kun kærlighed til videnskaben, der er centrum i August Kroghs liv. Kærlighed til mennesker er lige så central. Derfor skal videnskaben gavne mennesker. Krogh evner ikke blot at forstå verden omkring sig. Hans karriere indeholder talrige store som små eksempler på, at det er mindst ligeså vigtigt for ham at give tilbage til det omkringliggende samfund.

I juni 1903, mens den unge Krogh sidder lykkeligt fordybet i sit arbejde, læser han i avisen om en ulykke, som har kostet to brøndgravere livet. Aviserne skriver, at de er døde af giftige dampe fra jorden, men Krogh har mistanke om, at årsagen er en anden. Han tager derfor toget til Fyn for at undersøge sagen. Da han ikke kan få lov til at undersøge selve brønden, tager han til en brønd i en landsby i nærheden.

Som vanligt er Kroghs intuition korrekt. Forklaringen er egentlig simpel. De øverste jordlag består af uigennemtrængeligt ler. Under det er der løst grus, der kan rumme store luftmængder, men i takt med at ilten i luften i gruset bliver brugt, er der næsten kun rent kvælstof tilbage, hvilket er meget farligt, fordi man ikke mærker, at der er noget i vejen med luften, før man har mistet bevidstheden.

Historien om brøndgraverne er meget sigende for Kroghs livslange rejse for at sikre, at hans videnskab bliver brugt til at gøre noget godt for mennesker. Det klassiske eksempel fra Kroghs karriere er naturligvis Insulin-sagen, hvor det i 1922-23 lykkes ham at få tilladelse til at skabe de videnskabelige og fysiske rammer for at producere insulin i Skandinavien. En bedrift, der redder såvel hans kone Marie som millioner af andre diabetikere i eftertiden.

Eksemplet er dog kun ét af mange, der viser Kroghs gode næse for, hvordan videnskab og samfund kan spille sammen.

Krogh bliver inviteret med til Grønland i 1902 af den danske botaniker Porsild, og på det tidspunkt er Krogh allerede begyndt at lave målinger af ilt og CO2 i vævene og i luften. Få år forinden i 1896 har den kendte svenske fysiker Svante Arrhenius foreslået, at Jordens overfladetemperatur afhænger af CO2 i atmosfæren – det, man i dag kalder drivhuseffekten. Det vil Krogh gerne undersøge.

August Krogh og Morten Porsild på vej til Grønland.

Han ser havet som blodet i vores krop og atmosfæren som ilten og den kuldioxid, vi ind- og udånder. Krogh bruger det samme udstyr, som han netop har brugt i den fysiologiske forskning, og viser, at på samme måde, som CO2 bindes i blodet, så fungerer havet også som det, vi kalder en buffer – en væske, som kan gemme den CO2, der dannes.

Krogh konkluderer på baggrund af sine målinger af CO2 i Grønland, at menneskets afbrænding af fossile brændstoffer er med til at øge CO2-koncentrationen i luften. Han forudsiger endda, at den ekstra CO2 kan lede til en global opvarmning og dermed på mange måder den klimakrise, vi har i dag.

I 1918 begynder Krogh og Lindhard at studere, om vi forbrænder sukker, fedt eller protein under muskelarbejde. Med opfindelsen af cykelergometer, vippespirometer og mange andre sindrige opstillinger lykkes det Krogh og Lindhard for første gang at måle, at muskler arbejder bedre og mere effektivt, når der er kulhydrat til stede, men at det under hårdt arbejde er fedt, der forbrændes tilsvarende.

De skelsættende arbejder har den dag i dag stor betydning for sportsfolk verden over, og de bliver naturligvis beskrevet videnskabeligt af Krogh og Lindhard, men som altid har Krogh en særlig evne til at forstå betydningen af sin forskning:

”Inden for idrætsgrene, hvor der arbejdes hårdt i længere tid, bør den samme person ikke deltage i flere konkurrencer umiddelbart efter hinanden, men holde en pause på to dage mellem hver konkurrence.”

Et sidste eksempel på Kroghs forståelse af, at forskning skal bruges i hverdagen, stammer fra et besøg, han får af overrabbiner Max Friediger i 1919. Han har et problem, fordi dyrebeskyttelsesfolk har protesteret imod den jødiske form for slagtning, schægtning, hvor dyret, mens det er ved bevidsthed, får skåret halsen over med en meget skarp kniv. På den måde mister dyret hurtigt blod og bevidsthed, men metoden møder modstand fra aktivister og myndigheder.

Friediger spørger til en løsning på, hvordan dyret kan bedøves, uden at kødet efter mosaisk lov bliver urent. Krogh husker historien om brøndgraverne, der døde, uden at de mærkede noget. Han foreslår derfor Friediger, at man anvender luft uden ilt – dvs. i praksis kvælstof – til at bedøve dyrene, inden deres hals skæres over.

Teksterne er stærkt inspireret af historier fra Bodil Schmidt-Nielsens inspirerende bog om hendes forældre ”August og Marie Krogh: et fælles liv for videnskaben”. Tak til professor Tobias Wang, Aarhus Universitet og professor Jørgen Wojtaszewski, Københavns Universitet og the August Krogh Club for grundig faglig korrektur af teksterne på websitet.