Radioaktive sporhunde

I 1935 kommer Niels Bohr og den ungarske forsker George von Hevesy til Krogh med et forslag. Hevesy er lidt af et geni inden for fysik og opdager i 1922 grundstof 72, hafnium (Hafnia er i øvrigt latin for København). Han er optændt af en mission om at bruge isotoper inden for biologisk forskning. Ideen får han, mens han arbejder med at adskille et radioaktivt stof radium D fra bly. Lige meget hvor meget Hevesy forsøger, mislykkes det. Han indser derfor, at radium D faktisk er radioaktivt bly.

Hevesy forstår sig ikke selv på biologi, men han kan se potentialet og tager derfor rundt og drøfter sagen med en masse biologer, men uden held, indtil han møder Krogh, der som den første ser muligheden i at bruge radioaktive stoffer til at studere, hvordan forskellige stoffer i kroppen flyttes rundt.

Krogh er selv interesseret i at måle hastigheden af væsker gennem cellers membraner, men det er et meget langsommeligt og unøjagtigt projekt, hvis det skal gøres ved simpelthen at måle mængden af vand gennem en membran. Hvis man derimod kan mærke vandmolekyler, kan man måle deres rejse gennem membraner ret let.

Til at hjælpe sig finder Krogh en ung forsker, der er i gang med sin doktordisputats. Hans H. Ussing har opsøgt Krogh, fordi han arbejder med arktisk plankton og har vanskeligt ved at identificere larvestadiet hos dem, fordi de allesammen ser ens ud.

Krogh trækker ifølge historien nu en flaske med tilsyneladende vand op af jakkelommen. Det viser sig at være tungt vand. Ved at skifte brintatomet i vand ud med isotopen deuterium, hvis atomvægt er det dobbelte af brints, kan man følge radioaktive vandmolekylers rejse gennem kroppen.

Mødet bliver startskuddet til en epoke inden for biologisk forskning. I første omgang bruger forskerne det tunge vand til at bestemme membraners vandgennemtrængelighed, men med tiden begynder de at bruge andre radioaktive sporstoffer som fosfor og senere igen natrium og kalium.

Inden Krogh i 1945 på grund af krigen må flygte fra Danmark, er det planen, at han sammen med Ussing skal starte en undersøgelse af aktive og passive udvekslinger af ioner gennem membraner i levende celler ved hjælp af de radioaktive isotoper. Krogh mener, at den konstante udveksling af ioner mellem celler og deres omgivelser må kræve en aktiv transport, men der mangler beviser.

Da Krogh må flygte til Sverige, er det Ussing, der overtager projektet. Han kommer med det endelige bevis for aktiv transport gennem cellemembraner i 1951 via den såkaldte Ussingkammer-teknik, hvor han kombinerer brugen af de radioaktive isotoper med måling af elektriske ionstrømme. Han viser på den måde, at natriumioner ved aktiv transport optages gennem frøhud.

Senere igen beviser danske Jens Chr. Skou, at det er enzymet Na/K-ATPase, der får selve transporten til at ske. For det fund får Skou i 1997 Nobelprisen i kemi. George von Hevesy modtager i 1943 Nobelprisen for sin nøglerolle i udviklingen af radioaktive sporstoffer til undersøgelse af kemiske processer i fx dyrs stofskifte.

Teksterne er stærkt inspireret af historier fra Bodil Schmidt-Nielsens inspirerende bog om hendes forældre ”August og Marie Krogh: et fælles liv for videnskaben”. Tak til professor Tobias Wang, Aarhus Universitet og professor Jørgen Wojtaszewski, Københavns Universitet og the August Krogh Club for grundig faglig korrektur af teksterne på websitet.