Videnskabens fornemme død
Videnskabens fornemme død
Da Marie dør på grund af brystkræft, samler August Krogh deres børn og fortæller, hvordan Marie og han mødtes, og hvor meget Marie har betydet for ham. Dagen efter siger August Krogh som det første: Kom, lad os gå over og arbejde i laboratoriet.
For August Krogh var familie, arbejde og videnskab centralt sammenvævet, fordi Marie også var forsker. Da hun dør, har han stadig videnskaben, men mangler sin partner i livet og ikke mindst hendes diplomatiske evner. Dem savner han, da han kort efter nytår i 1949 gør det utænkelige, nemlig at træde ud af den fornemmeste sammenslutning: Videnskabernes Selskab.
Aldrig i det gamle selskabs 200-årige historie er det sket før. Krogh er utilfreds med, at der ikke er blevet lyttet til hans forslag om, at selskabet skal arbejde mere aktivt for at forbedre betingelserne for den videnskabelige forskning.
Krogh gentager i brevet, hvad han har foreslået selskabet to år tidligere, nemlig at udvide medlemsantallet af selskabet betydeligt, at lade flere yngre medlemmer blive optaget, og at medlemmer over 70 år skal regnes for passive. Kroghs forslag bliver dengang i 1947 vejet og fundet for let af selskabet – med formand Niels Bohr i spidsen. De synes ikke, at selskabet skal blande sig i politik, og det skal være en ganske særlig ære forbeholdt de få at blive indvalgt.
Afvisningen har allerede ført til, at Krogh boykotter selskabet i 1948, men lige lidt hjælper det. I 1949 træffer han derfor den usete og umulige beslutning at udmelde sig. Det kan nemlig slet ikke lade sig gøre at melde sig ud af det fine selskab, hvilket Krogh formentlig har vidst. Imidlertid skaber udmeldelsen så meget medieopmærksomhed, at han får mulighed for at komme frem med sine synspunkter her:
”Jeg er ikke uenig i, at det skal være en ære, men mener at til den skal knyttes en forpligtelse til kollektivt at arbejde for forskningens kår i det danske samfund, for forståelsen af forskningens betydning og for samfundets udbytte af forskningen.”
Krogh meddeler, at han ikke har evner og kræfter til inden for Videnskabernes Selskab at arbejde for standpunktet, og at det eneste, han magter, er en ”demonstrativ, motiveret udtrædning” for at påkalde sig offentlighedens opmærksomhed og interesse for sin sag. Kroghs store bekymring er især de ringe forhold, som unge forskere i Danmark bliver budt.
”Den allerstørste fare er nu, at de dygtige unge videnskabsmænd berøves landet, fordi de kår, der bydes dem, er for usle, og fordi man andetsteds, navnlig i USA og Canada, har et ganske anderledes åbent blik for, hvad forskere er værd for samfundet. Jeg selv har aldrig påtaget mig noget uvedkommende, men det var kun fordi, min hustru hjalp til, at jeg kunne slippe for at gøre det i de kritiske år, inden jeg fik Nobelprisen.”
Krogh bliver nok hørt i medierne, men Videnskabernes Selskab forbliver nærmest tavst. Offentlighedens interesse dør dog ikke ud. I årevis skriver aviserne om skandalen – i takt med at den danske stats støtte til videnskaben falder og falder. Helt henne i september 1975 skriver Politiken en leder med titlen: ”Pinlig tavshed; Væk Videnskabernes Selskab”. Her skriver de også: ”I dag risikerer ikke blot Videnskabernes Selskab, men videnskaben at dø af den slags fornemhed.”
Krogh lever ikke længere nok til at se og opleve den debat, hans handling skabte. 13. september 1949 dør August Krogh af kræft – 74 år gammel.
Teksterne er stærkt inspireret af historier fra Bodil Schmidt-Nielsens inspirerende bog om hendes forældre ”August og Marie Krogh: et fælles liv for videnskaben”. Tak til professor Tobias Wang, Aarhus Universitet og professor Jørgen Wojtaszewski, Københavns Universitet og the August Krogh Club for grundig faglig korrektur af teksterne på websitet.
