Fadermordet

August Krogh står som de fleste forskere på skuldrene af tidligere forskere. Hans læremester – den verdenskendte danske fysiolog Christian Bohr – ser talentet i den unge Krogh og inviterer ham indenfor i sit laboratorium. Desværre ender det frugtbare samarbejde i en følelsesladet skilsmisse.

Christian Bohr er den første internationalt kendte fysiolog i Danmark. Så kendt, at han bliver indstillet til Nobelprisen to gange i starten af 1900-tallet. Det er især Bohrs grundige målemetoder og de fysiske principper bag, der beruser den unge Krogh, da han som studerende oplever Bohr forelæse om gasserne i menneskets blod – ilt og CO2.

Bohr møder til gengæld en ung og særdeles godt begavet Krogh – drevet af entusiasme. Bohr ser nu en mulighed for at få en særlig begavelse og arbejdskraft og en intellektuel sparringspartner ind i laboratoriet. Bohr tilbyder Krogh eneundervisning, og endnu inden Krogh har afsluttet sin uddannelse, får Bohr ansat ham som videnskabelig assistent.

Den 26-årige magisterstuderende August Krogh på Fysiologisk Laboratorium i Frederiksgade 18.

Det er ikke mindst Kroghs særlige evne til at lave meget nøjagtige og innovative eksperimenter på mikroskala, der overbeviser Bohr. Den eksperimentelle kunnen og kobling mellem eksperiment og hypotese er noget, som han kan bruge i sin forskning.

Krogh bygger et apparat, et såkaldt tonometer, der kan måle det. Fra blodprøver i dyr kan Krogh tydeligt vise, at når man tilsætter mere CO2 til blodet, så falder den binding, som hæmoglobin og dermed blodet har til ilt. Kroghs målinger viser på den måde, at når blodet kommer ud i vævene, så vil den mængde af CO2, der tilføres, gøre, at hæmoglobinet i de røde blodceller afgiver ilten nemmere. Fænomenet bliver kendt som Bohr-effekten.

Stærkt opmuntret af succesen inviterer Bohr nu Krogh til at hjælpe ham med at løse et af tidens store videnskabelige spørgsmål: Hvordan kommer ilt fra luften ud i vævene? Uenigheden går på, om ilt transporteres aktivt fra luften i lungerne ind i blodet, eller om det foregår ved passiv diffusion. Bohr har selv lavet målinger, der viser en højere iltkoncentration i blodet end i lungerne. Resultater, han mener, kun er forenelige med en aktiv transport.

Men der findes store forskergrupper, som er imod Bohrs ide, så han håber nu, at Krogh kan bevise hans teori. Krogh indser, at nøglen til at løse gåden er præcise målinger. Han bygger derfor en mikroversion af det eksisterende apparatur, mikrotonometeret, der kan føres ind i en halspulsåre, så blod strømmer direkte ind i apparatet, og ilttransporten kan måles, mens den foregår.

De meget små blodprøver løber ud igennem et glas, som kommer i ligevægt med en meget lille luftboble, hvori Krogh kan bestemme iltindholdet. Boblens store overfladeareal sikrer, at blod og gas kommer i hurtig ligevægt. Derfor kan Krogh udføre mere præcise målinger, end Bohr havde kunnet.

Den unge Krogh skriver henrykt til sin mor:

”Det er lidt efter lidt også blevet professoren klart, at med de nye metoder, som jeg har udarbejdet i løbet af det sidste år, kan det virkelig lade sig gøre at komme til bunds i spørgsmålet. Hvis alt går efter ønske, skulle denne undersøgelse blive en temmelig strålende afslutning på min virksomhed som assistent.”

Til Kroghs store glæde indvilger Bohr i at gå i laboratoriet med ham. Efter eksperimentet skriver Krogh:

”I dag første forsøg – ret vellykket.”

Lykken varer dog ikke ved, for de målinger, som Krogh laver – delvist sammen med Bohr – giver et andet resultat end ventet. Et resultat, som Krogh ser som en temmelig entydig støtte til den rivaliserende diffusionsteori. Bohr trækker sig fra forsøgene og afbryder herefter fuldstændig samarbejdet med Krogh.

Krogh er skuffet, men han er også frustreret, og i en periode ved han ikke rigtigt, hvad han skal stille op. Han har på den ene side stor respekt for Bohr, men på den anden side så har han data, som efter hans bedste overbevisning modbeviser Bohrs teori.

Til sidst vinder videnskaben. Sandheden skal frem og skal beskrives. De kommende år bruger Krogh og hans kone Marie på at undersøge hvert enkelt aspekt af iltoptagelsen i lungerne. Det resulterer i syv afhandlinger, som de kalder ”De syv djævle.” Djævle fordi det, som de finder, er et opgør med den eksisterende teori.

I indledningen til ”De syv djævle” takker Krogh sin læremester, men derefter modbeviser han utvetydigt Bohrs teori. Mens ”De syv djævle” kickstarter August Kroghs karriere, så er det noget af det sidste, Christian Bohr oplever. Året efter dør han 56 år gammel af et hjerteanfald.

Flere år efter indleder Krogh et tæt samarbejde med Christian Bohrs søn, Niels Bohr. Sammen med ungarske George von Hevesy og den unge danske forsker Hans H. Ussing revolutionerer de måden, man kan studere biologiske processer på.

Niels Bohr ønsker at kunne arbejde med radioaktivitet, og Krogh ser muligheden for at bruge radioaktive stoffer til at studere, hvordan forskellige stoffer i kroppen flyttes rundt. Ved hjælp af de radioaktive isotoper (samme atomnummer men forskellig masse) kommer han til at definere det, der hedder aktiv transport af ioner henover cellemembraner.

Så ironisk nok viser Krogh, at der – i modsætning til hvad Christian Bohr mente – sker passiv diffusion i lungerne, men senere – sammen med Christian Bohrs søn, Niels – viser han, at der sker en aktiv transport af ioner henover kroppens cellemembraner.

Arbejdet lægger også grunden til Hans H. Ussings epokegørende beskrivelse af aktiv transport og senere igen, at danske Jens Chr. Skou opdager det enzym, der katalyserer den aktive transport af natrium-kalium-ioner over cellemembraner – et arbejde, Skou senere også modtager Nobelprisen for.

Teksterne er stærkt inspireret af historier fra Bodil Schmidt-Nielsens inspirerende bog om hendes forældre ”August og Marie Krogh: et fælles liv for videnskaben”. Tak til professor Tobias Wang, Aarhus Universitet og professor Jørgen Wojtaszewski, Københavns Universitet og the August Krogh Club for grundig faglig korrektur af teksterne på websitet.