Mange af de valg, som August Krogh træffer i sine unge år, kan spores tilbage til Onkel William – zoologen William Sørensen (1848-1916) – der bliver en tidlig personlig ven af August Krogh. August Krogh forsvarer William Sørensen til hans dødsdag, og det er der ofte behov for, for William Sørensen er en af de mest særegne og polemiske skikkelser inden for dansk zoologi. En stele på hans grav bærer et citat fra et af hans skrifter: I sidste instans afhænger alt af karakteren – et gravskrift, som både han selv og August Krogh fulgte.

Efter at have taget medicinsk forberedelseseksamen i 1868 studerer William Sørensen zoologi, men følger også forelæsninger i fysiologi, anatomi og fysik. Han er således den eneste zoolog før August Krogh, der kan anvende fysiologi og fysik til at forklare dyrenes liv og adfærd, og han er ifølge August Krogh den direkte inspiration til August Kroghs senere virke:

”Jeg har mange gange som dreng i ferien fulgtes med ham i naturen, hvor han viste mig, hvordan en edderkop arbejder på sit spind. Hvordan hjertet slår i en gennemsigtig larve … altid på en sådan måde, at det var en personlig oplevelse, noget jeg selv kom til at se og forstå. William Sørensen havde en evne til at spørge og svare på en sådan måde, at det gik op for hans tilhørere, at der i denne sag var et problem, som krævede eftertanke - noget man ikke var færdig med lige med det samme.”

Mens August Kroghs forældre er dybt religiøse, så er William Sørensen – ligesom August Krogh bliver det – agnostiker. Da August Krogh begynder at læse i København, bruger han søndagene hos William Sørensen for at hjælpe ham med at færdiggøre en afhandling, som han tror og håber endelig vil give William en stilling ved universitetet.

I 1884 skriver William Sørensen doktordisputats om lydorganer hos fisk. Sit største videnskabelige resultat får han i spindlernes morfologi gennem et ophold i Sydamerika. Han bliver medlem af Videnskabernes Selskab i 1891, og selvom han senere bliver både kendt og respekteret for sit arbejde, opnår han aldrig en stilling på Københavns Universitet – ikke på grund af mangel på kvalitet i arbejdet, men på grund af hans sarkasme og kritik. Han skriver hele tre kamplystne bøger fyldt med skarp kritik af kendte universitetsprofessorer: "De kompetente autoriteters bedste skøn" (1897). "Hvem er opdageren af stenalderens køkkenmøddinger" (1897) og "Fromme sjæles gode gerning" (1907).

I bøgerne udtrykker han foragt for plagiering og videnskabelig uhæderlighed. Han omtaler desuden darwinismen som "Darwins mystiske doktrin".

Forfatteren Vilhelm Grønbech karakteriserer i en mindetale i 1931 William Sørensen som "manden med ildsjælen, der lyste og varmede, men også brændte og sved". William Sørensen forbliver dansk zoologis enfant terrible og ernærer sig som en fremragende og inspirerende lærer ved Statens Lærerhøjskole, medlem af Kommissionen for Præliminæreksamen og Censorkommissionen til lærereksamen.

August Kroghs vedholdende loyalitet over for William Sørensen og det faktum, at det bliver bemærket, at William hjælper ham, betyder, at August Krogh får en del indflydelsesrige fjender på Københavns Universitet, men han holder ved til William Sørensens død i 1916, hvor han i nekrologen skriver, at William Sørensens polemiske skriverier uheldigvis ikke havde haft den ønskede virkning.