Bodil Schmidt-Nielsen (1918-2015) - datter af Marie og August Krogh - bliver født af videnskaben og lever næsten hundrede år i den. Hun bliver Danmarks første doktor i odontologi, men hun vil hellere sulte som forsker end at tjene godt som tandlæge. Den selvopofrelse gør hende til foregangskvinde inden for den sammenlignende fysiologi, en af Danmarks førende fysiologer og den første kvindelige præsident for American Physiological Society.

Da Bodil Schmidt-Nielsen i 1939 som den første dansker får en doktorgrad i odontologi, er det på grund af 2. Verdenskrig ikke til at få en stilling ved et dansk universitet. Forske ville hun dog. Så hun tager i stedet af sted til USA med sin norske mand Knut Schmidt-Nielsen for at prøve lykken. Her udlever hun en eventyrlig amerikansk forskerdrøm de næste 76 år frem til sin død i 2015.

At Bodil Schmidt-Nielsen vier sit liv til videnskaben er langt fra en tilfældighed. Hendes far er August Krogh, der vandt Nobelprisen i medicin og fysiologi i 1920 for sine undersøgelser af iltforsyningen til musklerne via kapillærerne. Hendes opvækst i et pulserende forskningsmiljø i København har derfor en enorm betydning for hendes valg og tilrettelæggelse af karriere.

Det er dog Bodils mor, Marie Krogh, der er hendes store forbillede og inspiration. Marie er også fysiolog – og læge oveni. Allerede som barn ønsker Bodil som sin mor at blive læge, men vælger dog at skifte til tandlægestudiet. Hun bliver kandidat i 1941 og er et par år ansat som assistent i en tandlægepraksis.

Bodil fandt imidlertid ikke tandlægefaget fagligt interessant og skal efter sigende have ytret, at hun ”hellere ville sulte som forsker end at leve lukrativt som tandlæge”. Hun beslutter sig for at satse på en forskerkarriere på Tandlægehøjskolen, hvor hun skriver sin doktorafhandling ”The Solubility of Tooth Substance in Relation to the Composition of Saliva”.

Dermed bliver Bodil Danmarks første dr.odont i 1939, og det vækker betydelig opsigt, at en kvinde bliver fagets første doktorand. Så bryder krigen ud i Europa, og det er svære år at få job som forsker. Gennem Augusts kontakter i USA får hun sammen med sin mand og forskerfælle Knut Schmidt-Nielsen tilbud om et par års ansættelse ved University of Swarthmore i det nordøstlige USA.

Det fører dem bl.a. på felttur til ørkenen i Arizona, og det kommer til at præge resten af Bodils karriere. De kaster sig hurtigt over de fascinerende fysiologiske tilpasninger hos ørkenrotter. Ved hjælp af Augusts mikroklima-optager bliver både temperatur og luftfugtighed i dyrenes huler bestemt. For ikke at ødelægge dyrenes jordgange bandt Knut og Bodil måleudstyret fast på rotternes haler, så de selv slæbte apparatet ned i gangene.

Målinger viser, at gnaverne overlever i ørkenen ved at undgå de ekstreme dagtemperaturer, og at den højere luftfugtighed i de snævre gange er med til at begrænse vandtabet om dagen. Samtidig beregner Bodil og Knut med skarp sans for det kvantitative præcis, hvor meget vand dyrene indtager gennem føden og taber over lungerne. Fordampningen over huden samt vandtabet i urin og afføring bliver også målt i mindste detalje.

Målingerne af ørkenrotternes urin byder på spektakulære fund. Det viser sig nemlig hurtigt, at disse ørkengnavere besidder en helt usædvanlig evne til at koncentrere urinen, så den bliver 4-5 gange stærkere end hos mennesker og andre pattedyr. De indser hurtigt, at denne evne skyldes meget lange hårkar i nyren – de såkaldte Henles slynger – og opdagelsen bliver vigtig for forståelsen af, hvordan pattedyrnyren fungerer.

Studierne af ørkenrotters og senere kamelers vandbalance står i dag som klassiske værker og er lærebogsstof inden for zoofysiologien. Bodil slipper aldrig sin dybe interesse for pattedyrnyrens koncentreringsmekanisme, og hun bidrager væsentligt til kortlægning af organets funktion, fx den dengang kontroversielle teori om aktiv transport af urinstof i nyrens samlerør.

Knut og Bodil bliver et fremtrædende makkerpar på Duke University i North Carolina, indtil de bliver skilt i 1966. Bodil bliver afdelingsleder på Case Western Reserve University, og senere helliger hun sig helt forskningen ved MDI Biological Laboratory i Maine. I 1975 bliver Bodil den første kvindelige præsident i American Physiological Society.

I 1995 beslutter Bodil sig for at give sine forældre, August og Marie Krogh, den kredit, hun synes, de fortjener, med udgivelsen af en bog baseret på en samling breve, som hun har arvet efter sin fars død. Med bogen ”Lives in Science” skaber hun et værdigt minde for disse to enestående danskere, der begge fik varig betydning for dansk videnskab i international sammenhæng.

Hun bruger sine sidste år på at dyrke sine fysisk krævende fritidsinteresser, kajakroning og bjergbestigning. Hendes sidste internationale foredrag bliver givet i Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab i 2010 ved et August Krogh Symposium arrangeret i anledning af 90-året for Kroghs Nobelpris. Ved den lejlighed oprettes en August Krogh Club.

Bodil Schmidt-Nielsen dør i april 2015 i en alder af 96 år.