John James Rickard Macleod (1876-1935) er en skotsk biokemiker og fysiolog. Han arbejder med mange forskellige emner, men er primært interesseret i sukkerstofskifte og diabetes og kommer til at spille en central rolle i opdagelsen og isoleringen af ​​insulin, for hvilken han sammen med Frederick Banting modtager Nobelprisen i 1923 – året efter han gav August Krogh tilladelse til at producere insulin i Skandinavien. Det er bl.a. August Krogh, der har indstillet Banting og Macleod til prisen, og valget af de to er på det tidspunkt yderst kontroversielt, da Macleods rolle ifølge en rasende Banting er ubetydelig.

Macleod er født i Clunie i Skotland. Han får en ph.d. i medicin i 1898 og bliver lektor i biokemi ved London Hospital Medical School. I 1903 emigrerer Macleod til USA og er i 15 år lektor i fysiologi ved Western Reserve University i Ohio, indtil 1. Verdenskrig fører ham til Canada, hvor han bliver leder for fysiologilaboratoriet på det medicinske fakultet ved University of Toronto.

I 1905 begynder Macleod at arbejde med sukkerstofskiftet og diabetes. Han bliver i slutningen af ​​1920 kontaktet af en ung canadisk læge, Frederick Grant Banting, der har en ide. Han vil helbrede diabetes ved hjælp af et ekstrakt fra bugspytkirtler. Macleod er ikke overbevist, da flere andre lignende eksperimenter er mislykkedes.

Alligevel får Banting Macleod overtalt til at låne ham laboratorieplads og forsøgsdyr under en ferie i 1921. Mens Macleod er væk på ferie, lykkes det Banting sammen med sin studerende Charles Herbert Best at isolere et stof - der senere får navnet insulin - fra bugspytkirtler og derefter sænke blodsukkerniveauet hos en hund, hvis bugspytkirtel var blevet kirurgisk fjernet.

Resultaterne overrasker en ellers tvivlende Macleod, da han kommer tilbage fra ferie, men der er - trods Bantings protester - brug for yderligere eksperimenter, som Banting, Best og Macleod sammen gennemfører – og igen med held. Da man imidlertid har svært ved at få nok bugspytkirtelekstrakt til at fortsætte eksperimenterne, omlægger Macleod nu hele laboratoriet til insulinforskning og bringer samtidig biokemikeren James Collip ind til at hjælpe med at oprense insulinen.

Holdet udfører i januar 1922 det første vellykkede kliniske forsøg med insulin på den 14-årige Leonard Thompson. Da Banting er elendig til at præsentere, bliver det i stedet Macleods rolle. Macleods præsentation på et møde i Association of American Physicians i Washington, D.C. den 3. maj 1922 modtager en stående ovation på grund af metodens effektivitet over for især børn med diabetes, der indtil da var dømt til at dø. Inden længe produceres insulin over hele verden.

Stemningen er trods successen dog alt andet end god i Toronto. Banting er rasende. Han mener, at Macleod forsøger at løbe med hele æren. Collip truer samtidig med at forlade laboratoriet på grund af den efterhånden mere end anstrengte stemning.

I USA igangsætter Eli Lilly & Co. masseproduktion af insulin. Det sker med tilladelse fra Toronto, der ønsker hurtig udbredelse, men samtidig vil forhindre udnyttelse. I Europa bliver patentet overført til British Medical Research Council, og i december 1922 får August Krogh licens til at producere stoffet i Skandinavien.

I mellemtiden forværrer forholdet sig mellem Macleod og Banting. Banting begynder at hævde, at han fortjener al æren, og at Macleod hele tiden har søgt at hindre ham og ikke ydet andet end at efterlade nøglerne til laboratoriet, da han tager på ferie.

I efteråret 1923 modtager Banting og Macleod så Nobelprisen. Komiteen vurderer, at Macleods arbejde med at fortolke resultater, styre de kliniske forsøg og give et højt niveau af offentlig præsentation er afgørende for succesen, så de tildeler Nobelprisen til dem begge.

Banting overvejer at nægte at modtage prisen, men giver i stedet i vrede halvdelen af ​​sine penge til Best. Macleod giver noget nølende tilsvarende halvdelen af ​​sin pris til Collip.

Macleod vender tilbage til Skotland i 1928 som Regius Professor i fysiologi ved Aberdeen University. Han stopper med at arbejde med insulin, men han forbliver aktiv som forsker, underviser og forfatter indtil sin død i 1935. Hans sidste store bidrag er et bevis på, at centralnervesystemet har en vigtig rolle i opretholdelsen af ​​sukkerstofskiftet.

I 1941 dør Banting i et flystyrt i forbindelse med en hemmelig mission under 2. verdenskrig. Best fortsætter med hjælp fra sine venner med at sprede Bantings beretning om opdagelsen og forsøger at "skrive" Macleod og Collip ud af historiebøgerne. Først i 1950 bliver den første uafhængige revision af alle sider af historien foretaget, og den giver alle fire medlemmer af holdet æren. I 1972 indrømmer Nobelfonden så officielt, at udeladelsen af Best var en fejltagelse.

Et yderligere kontroversielt aspekt af Nobelprisen 1923 er det faktum, at den rumænske fysiolog Nicolae Paulescu otte måneder før Bantings og Bests publikation faktisk har beskrevet opdagelsen af ​​et ekstrakt fra bugspytkirtler, som han kaldte pancrein. Han viser, at ekstrakterne sænker blodsukkerkoncentrationen. Banting og Best citerer endda Paulescu i deres artikel, men en oversættelsesfejl fra fransk gør, at de misforstår ham – en fejltagelse, Best offentligt undskylder for mange år senere.